Betalingsgateway & Indløser

Hvad er forskellen på en betalingsgateway og en indløser?

En betalingsgateway og en indløser er to vidt forskellige ting og betalingsbranchen er ofte kompliceret og forvirrende. Vi  har derfor lavet en grundig gennemgang af de to tjenesters funktioner. Læs med her og kom rigtigt fra start med din betalingsløsning i WinKAS Air.

Det hurtige overblik

Når du tager imod betalinger online, er der som regel to aktører involveret (ud over medlemmet og dig): nemlig din indløser og din betalingsgateway.

De to udfører hver sin funktion:

Din indløser
Din indløser er en bank, som overfører pengene fra dit medlems konto til din konto. Det er også din indløser, der godkender din forening til at modtage betalingskort. Den godkendelse kalder man en indløsningsaftale.

Din betalingsgateway
Din betalingsgateway leverer den side, hvor dit medlem indtaster sine kortoplysninger, og står for kommunikationen mellem din hjemmeside og din indløser. En betalingsgateway fungerer præcis som en dankortterminal nede i supermarkedet.

Inden vi skal kigge nærmere på de to, så lad og lige se på, hvad der egentlig sker, når du modtager en betaling på din hjemmeside.

Betalingsforløbet set fra medlemmets synspunkt

Vi forestiller os, at der kommer et medlem ind på din hjemmeside.

  • Medlemmet vil gerne meldes ind og tilkøber et kontingent..

  • Medlemmet går til betaling og indtaster sine oplysninger.

  • Medlemmet klikker på betal-knappen, og der åbner en side, hvor medlemmet skal indtaste sine kreditkort oplysninger – det er dette trin, som din betalingsgateway står for!

Når betalingen er overstået, får medlemmet vist en kvitteringsside, hvor der står et ordrenummer og en kort tekst a la ’tak for dit køb’.

Her er købet/betalingen faktisk færdigt for medlemmet – men betalingsforløbet er rent faktisk først lige begyndt.

Det er jo relativt simpelt for medlemmet. Hvis alt går vel, bliver beløbet trukket fra medlemmets konto, og medlemmet modtager en godkendelse om oprettelse i foreningen..

Lad os nu kigge bag om teknikken og se på, hvordan en betaling egentlig foregår.

Det tekniske forløb

Når et medlem gennemfører et køb på din hjemmeside, kommunikerer din betalingsgateway med din indløser. Indløseren kontrollerer, at kortet er gyldigt, og reserverer pengene på kortet. Nu er betalingen autoriseret.

Som en forening som ofte "sælger" ydelser - må du hæve betalingen med det samme. (Også kaldet for Instant Capture) Dette gør du ved at logge ind hos din betalingsgateway, hvor du kan behandle betalingerne.

Når du hæver en betaling, giver din betalingsgateway din indløser besked på at overføre pengene. Dog kan der gå flere dage, inden pengene går ind på din konto – det afhænger af din indløser samt den kortype, der er brugt. Det er kun indløseren, der kan påvirke processen med pengeoverførslen. Din betalingsgateway har ikke noget med pengene at gøre.

Der er altid en risiko for, at selve autorisationen fejler. Så bliver betalingen afvist, og kortholderen vises typisk en eller anden fejlbesked, om at betalingen ikke er gennemført. Det kan skyldes flere ting:

  • Kortholder har tastet forkert kortnummer eller CVC-kode.

  • Kortet er spærret eller uden dækning.

  • Foreningen er ikke godkendt til den korttype, kortholderen bruger.

  • Foreningen er ikke godkendt til den valuta, som betalingen forsøges gennemført med.

  • Indløseren har lukket foreningens aftale (eventuelt på grund af manglende betaling).

Når autorisationen fejler, og kortholderen vises en fejlbesked, vil denne oftest kontakte foreningen og spørge, hvorfor dennes betalingskort afvises. Du kan som regel finde årsagen til, at kortet afvises i din betalingsgateways administration.

I nogle tilfælde kan det blive nødvendigt at kontakte din indløser for at få oplyst grunden til, at en betaling afvises. Det er din indløser, der validerer kortoplysningerne, så hvis kortholderen taster forkert (og det sker oftere, end man skulle tro), er det din indløser, der afviser betalingen. Det er ikke altid, din betalingsgateway kan se, hvorfor indløseren har afvist en betaling.

Lad os nu gå mere i dybden med de to aktører. Vi starter med din betalingsgateway.

Hvad gør min betalingsgateway helt præcist?

Som nævnt leverer en betalingsgateway betalingssiden (det vil sige den side, hvor dit medlem indtaster sine kortoplysninger) på hjemmesiden.

Kort sagt fungerer en betalingsgateway som en dankortterminal nede i supermarkedet. Din betalingsgateway håndterer kortoplysningerne for dig og sender transaktionsinformationerne til indløseren (som validerer kortet og senere overfører pengene).

Da kortoplysninger i dén grad er følsomme oplysninger, skal en betalingsgateway overholde en lang række sikkerhedskrav (populært kaldet PCI-reglerne – læs mere om dem her) og løbende godkendes af Visa og MasterCard. Enhver virksomhed, der vil håndtere kortoplysninger, skal PCI-certificeres – ellers vanker der bøder.

Lad os se på, hvad din betalingsgateway gør for dig.

Hvad gør min betalingsgateway?

  • Din betalingsgateway tilbyder en løsning, så du kan tage imod kort oplysninger på din hjemmeside.

  • Din betalingsgateway tilbyder en administration, hvor du kan behandle dine betalinger.

  • Din betalingsgateway kan rådgive dig om fordele og ulemper ved forskellige betalingsmetoder/løsninger.

I samme håndvending kan vi lige så godt aflive et par myter:

Hvad gør min betalingsgateway ikke?

  • Din betalingsgateway overfører ikke pengene fra dit medlem til dig.

  • Din betalingsgateway godkender dig ikke til at modtage betalinger.

  • Din betalingsgateway står ikke for din indløsningsaftale.

  • Din betalingsgateway har ikke noget med din bankkonto/kontoudtog at gøre.

Du kan derfor ikke nøjes med en betalingsgateway, når du vil tage imod betalinger online. Det kræver simpelthen en aftale med en indløser (en indløsningsaftale – den vender vi tilbage til).

Lidt forenklet vil jeg sige, at alt hvad der sker, op til du hæver betalingen, har med din betalingsgateway at gøre. Alt hvad der sker efter, står indløseren for. Sagt på en anden måde: Det, der sker på din hjemmeside, vedrører din betalingsgateway. Alt med pengene og bankkonti vedrører indløseren.

Og lad os så se nærmere på indløseren. Det er et lidt større emne, så det er delt op i underafsnit.

Hvad er en indløser?

En indløser er en bank, som godkender din forening til at modtage betalingskort online, og overfører pengene fra dine medlemmer til dig.

For at tage imod betalinger online skal du have en godkendt indløsningsaftale med en indløser. Aftalen betyder, at din forening er godkendt til at tage imod betalinger med de kort, der er specificeret i aftalen. Det er altså din indløsningsaftale, der afgør, hvilke betalingskort du kan tage imod.

Du skal overholde en række krav, før en indløser vil godkende din forening. Kravene varierer alt efter indløseren, men hvis du tager udgangspunkt i Nets’ krav nedenfor, burde du ikke opleve problemer.

Ifølge Nets’ krav skal følgende som minimum fremgå af din hjemmeside:

  • Foreningens navn, CVR-nummer, adresse, e-mailadresse og telefonnummer.

  • Beskrivelser af de varer/ydelser, foreningen sælger (inkl. priser).

  • Leveringsbetingelser og forsendelsesomkostninger, inkl. regler for kortholders fortrydelsesret.

  • At kortholder kan betale med betalingskort.

  • Logoerne på de betalingskort, som du modtager – disse skal vises på siden, hvor medlemmet vælger betalingsmetode.

  • Transaktionsvaluta – danske kroner skal altid angives med DKK!

Det er desuden et krav, at:

  • Du bruger en betalingsløsning, der er godkendt af indløseren.

  • Det kun er din betalingsgateway, der har adgang til kortdata.

  • Kortholder vises en kvittering efter købet.

Din indløsningsaftale specificerer indløserens vilkår og transaktionspriser, samt hvor længe der går, inden pengene overføres til dig.

Jeg håber, at indlægget har givet dig en bedre forståelse for forskellen på en betalingsgateway og en indløser.